Et hus med en historie
Det gule hus på Strandgade 14 blev bygget i slutningen af 1800-tallet og begyndte sin historie som danse- og forsamlingshus. Siden har det dannet ramme om Dragør Skibsførerforening, en barberforretning og Dragør Borgerforening, hvis skilt stadig pryder facaden.
Siden 1990 har huset været restaurant, og i 2025 overtog Peter Persson og Peter Almén. Med respekt for husets historie ønsker de at føre traditionen videre og bevare Beghuset som et naturligt samlingssted i Dragør — med god mad, musik, fester og plads til både lokale og besøgende.

Lige uden for døren ligger Dragørs gamle bydel, en af Danmarks bedst bevarede historiske søfartsbyer, med brostensbelagte gader, karakteristiske gule huse og den levende havn.




















